Kirkebladet er lagt i graven...!
I 2023 blev udsendelsen af et fysisk kirkeblad indstillet - læs herom i (daværende) menighedsrådsformand Benedicte Schmidt Larsens klumme "Nye tider - nye skikke" herunder.
I disse år ændrer måden at kommunikere på sig hastigt, og folkekirken følger naturligvis også med. Det medfører, at en ”god gammel ven”, nemlig Kirkeblad for Voldum og Rud Sogne, som siden 1985 har fortalt om gudstjenester og alle andre kirkelige aktiviteter i vores sogne, nu ophører med at udkomme.
112 kirkeblade blev det til fra 1985 til og med sommeren 2020, hvor COVID-19 vendte op og ned på det hele! På omtrent samme tid, i starten af 2020, blev vores hjemmeside voldumrudsogne.dk en realitet, og det blev nu her, at den primære kommunikation fandt sted. I lockdown-perioden blev kirkernes facebookside og -gruppe også introduceret. Fra starten af 2021 til slutningen af 2022 blev det mindre NYT FRA KIRKEN husstandsomdelt, men da udgifterne til opsætning, tryk og papir stiger voldsomt i disse år, har menighedsrådet nu besluttet også at lægge denne tryksag ”i graven”.
Fremover vil du kunne følge med i Folkekirken Voldum-Ruds gudstjenester og aktiviteter disse steder:
- Hjemmesiden www.voldumrudsogne.dk
- En dobbeltside i HOVEDSTØDET (kommer fire gange om året)
- Plakater i lokalområdet
- På Facebook ”Folkekirken Voldum-Rud”
- På Instagram ”Folkekirken Voldum-Rud”
Vi håber på denne måde at kunne nå jer alle, så ingen er i tvivl om, hvor og hvornår der sker noget i vores to smukke kirker og i vores dejlige kirkehus.
På menighedsrådets vegne
Benedicte Schmidt Larsen
formand
(marts 2023)